
Blend in teamet består af en flok engagerede ildsjæle, der brænder for at formidle de særligste, skønneste og skjulte tips om Aalborg! Vi ser det som vores fornemmeste opgave at holde fingeren på pulsen, så du aldrig går ned på inspiration til byen. Kom med på eventyr og oplev Aalborg sammen med os!

Lagkagehuset
Den SU-venlige
Melder kagesulten sig, er Lagkagehuset at finde flere steder i Aalborg, og på denne tid af året plejer montrerne at bugne af fastelavnsboller i alle afskygninger. Her er noget for enhver smag, men også til ethvert budget. Lagkagehuset sælger nemlig deres fastelavnsboller til en meget fair pris, og som en ekstra bonus er der ofte mængderabat. Prisen afspejler heldigvis ikke kvaliteten af fastelavnsbollerne, og vi vil derfor anbefale, at du tager en af dine fem nærmeste under armen, så I sammen kan få glæde af de gode tilbud.





Surdejsbageren
Den moderne
Hos Surdejsbageren er de ofte innovative, når det kommer til deres bagværk. Dette gør sig selvfølgelig også gældende for deres fastelavnsboller, der skiller sig ud i mængden. I år kan Surdejsbageren byde på en klassisk udseende fastelavnsbolle med en lille klat flødeskum på toppen. Overraskelsen kommer dog, når du bider i bollen og opdager, at den er fyldt med lime- og vaniljecreme, solbærkompot, hvid chokolade ganache, karamelliseret hasselnød og brombærstøv - uhm! Hvis du ikke vil snydes for denne nye og spændende smagsoplevelse, så er Surdejsbageren absolut et besøg værd.




Vejgaard Bageri
Den klassiske
I efteråret 2020 blev Vejgaard Bageri kåret til at være Nordjyllands bedste bageri, og det er ikke uden grund. Stedet er nemlig altid leveringsdygtig i lækkert bagværk, og fastelavnsboller er selvfølgelig ingen undtagelse. Vejgaards klassiske fastelavnsboller kommer i flere lækre varianter, og det kan virke noget nær umuligt at vælge, når man ser deres udvalg gennem vinduet. Du kan dog tage det helt roligt – de er alle sammen værdige kattekonger- og dronninger!

Café Ministeriet
Den insta-værdige
På trods af Café Ministeriets nedlukning her under corona-epidemien, skal vi ikke snydes for deres tilbagevendende hit af en fastelavnsbolle som take away. Denne kommer i to varianter: ”Bestseller bollen” og ”Baileys bollen”. Den første er en sand crowdpleaser med fyld af vaniljecreme, oreo, toffee og flødeskum. Derudover er den toppet med bær, chokoladesovs og nøddeknas, hvilket gør den ualmindelig fin at se på.
Baileys bollen er for de voksne, da den, som navnet antyder, blandt andet er fyldt med Baileys/kaffecreme. Derudover er det brombær, rutebiler, ristede valnødder, nougat og flødeskum, der er med til at sikre den gode smag og så naturligvis toppet med både Baileys-glasur, ristede nødder, chokolade og guldstøv. Der er kort sagt tale om fastelavnsboller, der virkelig brillerer både på smag og udseende – Wauw, siger vi bare!




Penny Lane
Den efterspurgte
Penny Lane - Den efterspurgte
Fastelavnsbollerne fra Penny Lane må uden tvivl være blandt aalborgensernes favoritter, og vi forstår godt hvorfor. Her kan man året rundt få den såkaldte ”Bedstemorsbolle”, som på mange måder er en gammeldags fastelavnsbolle i forklædning. På denne tid af året udvider Penny Lane dog sortimentet, så deres gammeldags fastelavnsboller kommer i endnu flere varianter. Fastelavnsbollen fås både med æble/remonce, marcipan/nougat, creme og chokolade. Derudover har Penny Lane også en wienerbolle med fløde, creme og hindbær. Uanset hvilken variant du er til, bliver du helt sikkert ikke skuffet! Det sker, at fastelavnsbollerne hos Penny Lane bliver udsolgt i løbet af dagen, så det er bare med at komme tidligt op og afsted til bageren.



